To kunstnere udfordrer hinanden
Tror du, vi vågner i morgen?
28-09-2018

Udstillingsperiode: 5. – 27. oktober 2018

Åbningstider:

             onsdag, torsdag, fredag 13.00 - 18.00
             lørdag                           11.00 - 15.00



"Tror du, vi vågner i morgen? er blevet til i et samarbejde mellem fotograf Linda Hansen og forfatter Maiken Abildgaard, der igennem et år på skift har sendt en udfordring (i form af en sætning eller et fotografi) til hinanden, som den anden herefter har svaret på. Der er ikke tale om parvise gensidige illustrationer, snarere om personlige associationer. Det er blevet til 100 værker i alt, hvoraf udstillingen indeholder 24 udvalgte.
Senere på året udgiver Forlaget Gladiator en bog med 40 af.

Værkerne tager afsæt i hverdagsproblematikker, kunstnerne hver især har gennemlevet i løbet af årets gang. Værkerne arbejder med fragmenter af kunstnernes liv i et forsøg på at tegne konturerne af almene menneskelige problematikker som angst, fremmedgjorthed og længslen efter at høre til i sig selv og i tosomheden. Værket undersøger så at sige skrøbeligheden ved at være menneske, livets skyggesider og leger med fantasien og det ubevidste som et tilflugtssted fra virkeligheden.

Vi befinder os til tider i grænselandet mellem et mareridtsagtigt univers og den reelle verden. - Et næsten filmisk univers i både sprog og billeder, der ligeledes rummer finurlighed og humor som en måde at bløde de til tider tunge tematikker op på.

Linda Hansen og Maiken Abildgaards projekt er et værk, der aktivt tager stilling til sine medier og samspillet imellem dem. Der er en klar formbevidsthed i værket såvel som et mellemværende med verden og den enkeltes virkelighedsopfattelse."

Udstilling og bogudgivelse er støttet af Grosserer L. F. Foghts Fond og Statens Kunstfond.

Facebook
Del på facebook
Nyhedsbrev